Kunstgræsfordelingsmødet mandag den 25. august 2025 i Frederiksværk Hallen
Referent: Henrik Sejer
Deltagere ved mødet:
- Bent Christensen og Jacob Larsen fra Hundested IK
- Martin Jensen og Jacob Quvang fra Frederiksværk Fodboldklub
- Kim Daugbjerg fra MLI Fodbold
- Flemming Terkelsen fra Ølsted IF
- Flemming Christiansen fra Halsnæs Idrætsråd
- Espen Bidstrup fra Halsnæs Kommune
- Kim W Hansen og Henrik Sejer fra Idrætshallerne
Referat:
Proceduren er samme som sidste år: Foreningerne har ikke indsendt ønsker på forhånd, men kommer med deres ønsker på mødet. Herefter laver foreningerne selv fordelingen. Hvis foreningerne ikke kan lave fordelingen, laves den efterfølgende af Halfordelingsudvalget.
Beslutning: Der er enighed om at banerne igen opdeles i perioder. Periode 1 er fra september til og med januar, og periode 2 er fra februar til og med april.
Hundested og Ølsted er tilfredse med sidste års fordeling og vil godt bruge samme fordeling igen. Ølsted ønsker lidt tid lørdag formiddag i Frederiksværk og de aftaler nærmere med Frederiksværk Fodbold.
Melby ønsker samme fordeling som sidste år, hvis der ikke laves ændringer på banen i Frederiksværk.
Frederiksværk ønsker mere tid på banen i Frederiksværk om tirsdagen fra kl. 1830-1930. Melby og Frederiksværk aftaler at dele banen tirsdag kl. 1830-1930, så Frederiksværk har den ene ende af banen fra straffefeltskanten til mållinjen i den fulde banebredde, og Melby har resten.
Beslutning: Alle godkender herefter den kommende fordeling af kunstgræsbanerne for 2025/2026 sæsonen. Planerne indtastes i Foreningsportalen, og oversigten sendes til foreningerne.